Om os

Det lille Kafferisteri – kaffe, kvalitet og nærvær

Vi er Katrine og Jakob, og sammen driver vi Det lille Kafferisteri.

For os handler god kaffe ikke kun om det, der er i koppen. Det handler også om hyggen, duften, de gode råvarer og om at skabe et sted, hvor man har lyst til at komme igen.

Vi udvælger økologiske kaffebønner fra forskellige dele af verden og rister selv vores kaffe her i kafferisteriet. Vi går efter kaffe med masser af smag og karakter – både de klassiske, fyldige kaffer og dem med lidt mere frugt og friskhed.

I vores kaffebar kan du slå dig ned med en kop kaffe, te, hjemmelavet varm chokolade eller en kold drik og nyde hjemmebagte kager og boller. Der er plads både inde og ude, og selvfølgelig kan du også tage kaffen med på farten eller købe en pose bønner med hjem.

Det lille Kafferisteri er også fyldt med lidt af det, vi selv holder af. Vi køber udelukkende danske varer og på hylderne finder du blandt andet chokolade, lakrids og andre søde sager samt håndlavet keramik, som Katrine laver sammen med sin søster Malene.

Vi leverer også kaffe til caféer, virksomheder og andre, der ønsker friskristet, økologisk kaffe. Her lægger vi vægt på den personlige kontakt og finder sammen frem til en kaffe eller et blend, der passer til stedet og dem, der skal drikke den. Kontakt os gerne for et samarbejde.

Det lille Kafferisteri er vores sted, men også lidt af et familieprojekt. Derfor kan du indimellem møde vores børn, Marius og Smilla, som giver en hånd med og er en naturlig del af livet omkring kafferisteriet.

Vi holder af det lokale, det personlige og det gode håndværk. Og vi vil gerne have, at det kan mærkes, når man besøger os – uanset om du bliver hængende over en kop kaffe, kommer forbi efter dine favoritbønner eller bare stikker hovedet ind for at sige hej.

Velkommen til Det lille Kafferisteri – fra os alle fire.

Katrine & Jakob