Om os


Om os


Vi er vilde med kaffe. Friskristet naturligvis!

Da vi i 2008-2011 havde Café Kunstværk i Torup, ristede vi kaffe, primært til forbrug i cafeen. Vores kunder var begejstrede for kaffen. Vi har nu valgt at koncentrerer os om det vi synes er aller sjovest. At forfine den gode smag i ristningen.


Vi er for nyligt flyttet til Hundested og har indrettet et mikro kafferisteri i et lille Anneks.

Der popper mange små kafferisterier op rundt omkring i landet. Mange har fundet ud af, at friskristet kaffe kan noget helt særligt. Vores ambition er at være Halsnæs´ lokale kafferisteri.


Det lille kafferisteris historie


Kafferisteriet kan allerede fortælle en lang historie. Der måske kan være god underholdning for dem, der ikke har siddet utålmodigt og frustreret over et væld af massive startvanskeligheder.

Kommunen havde givet os tilladelse, så det var vel egentlig bare at renovere  det gamle anneks, købe en kafferister, nogle gode bønner og så i gang. Det var sådan, vi tænkte det.


Men ....


.Vi turde ikke bestille kafferisteren, før rummet var næsten klar til at tage imod.

Anders fik hjælp af Henrik, og der blev revet vægge ned, isoleret, bygget op, installeret el og malet.

Vi bestilte derefter en smuk kafferister fra en fabrik i Tyrkiet. De skulle først bygge den, Vi ventede og glædede os.  I mens fik vi udarbejdet hjemmeside, visitkort, aftalt med Halsnæs Bryghus, at de ville brygge en øl med vores kaffe osv.

 

En god måned senere kom hun, barnet vi havde ventet på. Det viste sig at hun var en tung dame. Anders og Henrik kunne ikke flytte vores 350 kg´s dame ind. Signe tænkte, "Her kan jeg vist ikke gøre noget" og kørte ned for at købe ind til aftensmad.  På vejen kom en bil kørende og chaufføren blev genkendt. Signe råbte LASSE og Lasse stoppende bilen. Han havde en ven med i bilen. ”Gider I lige hjælpe med at bære en kafferister ind” De var heldigvis både stærke og flinke. Det viste sig at det ikke var lige til. Kafferisterne var desværre lige akkurat for stor til at komme ind af døren. Det var lidt træls at opdage, da hun hang der i døråbningen -støttet af et par brædder, der truede med at knække. Der manglede 5 cm. En låge kunne nemt skrues af… og så manglede der kun 3,5 cm. Der blev diskuteret om den kunne skilles lidt ad, konklusionen blev at det ikke ville hjælpe. Til slut blev det en motorsav, der løste problemet. Der blev savet et ordentligt hak i dørkarmen og hun kom ind. Et par timer senere, kunne vi  takke de stærke og flinke mænd, for LIGE at hjælpe os med at bære en kafferister ind. Senere blev dørkarmen repareret og hermed kom tyverisikringen på plads. Hun kan ikke komme ud igen.


Så kunne vi bestille kaffebønner. Vi fandt et sted i Tyskland, hvor de havde alle de kaffebønner, vi godt kunne tænke os. De kom kort tid efter og vi glædede os til at komme i gang. Anders prøvede at riste de ny ankomne grønne bønner og HFI relæet slog fra. Der var muligvis ikke strøm nok, og elektrikeren bad os grave en rende op til huset. Det var fredag, så det var ud med skovlen i weekenden. Mandag kom han så igen.


Fredagen efter viste det sig, at vi skulle have gravet en ny rende. En håndvask krævede et besøg fra en VVS. Der konstaterede, at det tidligere vandrør var lukket, og der skulle graves en rende fra huset og ned til annekset. Så vi kunne få vand ind.


I mellemtiden havde det desværre vist sig, at vores kafferister var syg. HFI relæet slog fra, trods der var tilstrækkeligt med strøm. Vi kontaktede fabrikken, der mente, at vi skulle have en elektriker ud. Fabrikken insisterede gentagende gange på, at der måtte være noget galt med vores strøm.  Vi inviterede derfor vores elektriker nogle gange, for måske var der et eller andet, vi overså. Men Anders havde en idé om, at det var varmelegemerne. Vi skrev frem og tilbage med fabrikken, hvilket i sig selv var en svær opgave. Google translate var både vores og deres hjælper. Vi fik ind imellem nogle morsomme tekniske oversættelser.


Sideløbende fik vi godkendelse af fødevarestyrelsen. Den økologiske egenkontrol viste sig at være mere besværlig end vi havde regnet med. Vi skal kun have økologiske kaffebønner, så vi troede ikke, det var så kompliceret, da der med fødevarestyrelsens ord, jo ikke er fare for krydssmitte. Godkendelsen kom på plads og vi måtte starte vores produktion.

 

Vi opererede med en hemmelig dato for en åbningsreception. Den rykkede, vi en del gange, i takt med at det stadig ikke så ud til at lykkedes med kafferisteren. Julemarkedet og en travl tid nærmede sig med truende skridt og ideen om en åbningsreception vandede ud.


Men tilbage til fejlfindingen. Anders holdt fast i, at det måtte være varmelegemet. Via forskellige test fabrikken bad os udføre, blev der udelukket andre ting, og de kom efter lang tid frem til, at det måtte være et af varmelegemerne, den var gal med, og de ville sende et nyt sæt. Vi havde ét liggende, men vi ventede nu på at de ville sende os en video, om hvordan det skulle skiftes. De havde travlt på fabrikken og vi lå desværre ikke så højt på deres prioteringsliste, hvilket frustrerede os en del, her nogle måneder efter vores planlagte åbningsdag. Det viste sig at det ikke hjalp at skifte varmelegeme.


Vi havde mistet tålmodigheden overfor fabrikken, og synes ikke, vi havde tid til at vente mere på de kom med flere ideer eller kæmpe med at få dem til at sende os en ny rister. Derfor valgte vi at hidkalde en elektromekaniker, der kunne finde fejlen. Han mente det var et jordspyd, der skulle til. En fredag formiddag skulle han så sætte det på. Henrik var der, da vi var på vej til Irland. Efter elektromekanikeren havde sat det til og kørt igen, tjekkede Henrik om kafferisteren nu kunne klare opgaven, men igen slog den fra. Henrik opdagede at denne gang stod det værre til, for nu var strømmen gået på hele vejen. Han ringede straks til elektromekanikeren. Jordspyddet blev taget fra igen. En nabo der gik ude på vejen kunne fortælle, at det ikke var kafferisteren, der havde slået strømmen fra. Signe havde da også fået en SMS fra elselskabet nogle dage forinden, om at strømmen ville blive slukket kortvariet fredag formiddag. Signe tænkte ikke mere over det, for der var vi jo heldigvis ikke hjemme. Nå men jordspyddet blev etableret igen. Desværre virkede kafferisteren stadig ikke.


En ny elektromekaniker, kom ud for at prøve at måle den, hvilket han ikke kunne og henviste til en tredje ekspert, endnu en elektriker. Han fandt frem til at det måtte være -ja varmelegemerne! Han mente der var fugt i dem og forklaringen på at det var dem alle sammen, kunne være at de havde ligget på det samme lager og fået fugt. Henrik var igen vores redningsmand, han kørte af sted med varmelegemerne. De lå så til tørring i en ovn til dagen efter, hvor de skulle være klar til afhentning. Endnu engang sendte vi al vores kærlige og optimisme ind i projektet og glædede os til at vi snart kunne riste kaffe. Men det slog fra igen. Elektrikeren mente stadig det var varmelegemet og Henrik kørte trofast af sted med varmelegemerne igen. Ved nærmere måling, viste det sig, at de kunne klare, at blive varmet op til 3000 w, men slog fra ved 4000 w. Altså de var simpelthen ikke dimensioneret til, at kunne klare de varmegrader. De kunne lave nogle nye varmelegemer. De sagde det ville tage 3 uger, men det ville gå ud over julehandlen.


Mandag d 20. november kom elektromekanikeren og byggede om på kafferisteren, så den var dimensioneret til det varmelegemerne kunne klar. Vi kunne næsten ikke tro på det. Men Kafferisteren virkede. Resultatet var fantastisk!!


Fra vi startede med rummet, til vi kan melde klar til kaffeudsalg, er der gået omtrent 6 måneder. Endelig er det lykkedes, og vi håber at du, der gad at læse med så langt også har lyst til at nyde kaffen fra Det Lille Kafferisteri. For vi har virkelig arbejdet på at kunne riste den til dig.


Velbekomme.



               Det lille Kafferisteri


                Signe Marie & Anders Fruergaard

                Lynghøjvej 16, 3390 Hundested


                CVR: 3721683 6    -   kontakt@detlillekafferisteri.dk     -    Tlf: 28266322    -    Se vores Smiley rapport 

Copyright @ All Rights Reserved